Foto: Francisco Tirado

Om Operaparken

Operaparkens terræn og beplantning er bygget op som en scene med en baggrund, mellemgrund og forgrund. Parkens mange og farverige arter understreger sammen med udvalgte ’solisttræer’ dramaturgien som en organisk scenografi, der varierer med årstiderne og udvikler sig over tid.

Hver sæson byder på nye oplevelser i parken – fra forårets blomstrende kirsebærtræer til sommerens frodige staudehave og efterårets bagtæppe af gult og rødt. Den store variation i beplantningen giver desuden gode vilkår for fugle og insekter.

 

Besøg Operaparken

Foto: Cobe

Fakta om Operaparken

  • 21.500 m2 park
  • 680 m2 væksthus
  • 300 parkeringspladser, herunder 50 elladepladser
  • Ca. 225 forskellige plantearter
  • 600 træer, 80.000 stauder og 40.000 blomsterløg
  • Opført i perioden 2019-2023
  • Doneret af A.P. Møller Fonden
  • Arkitekt: Cobe
  • Ingeniører: VITA Ingeniører, Via Trafik og DBI
  • Ejer: Operaparkfonden
  • Åbningsdato: 27. oktober 2023
  • I 2024 er Operaparken hædret med flere priser: ArchDailys Building of the Year Award i kategorien 'Public & Landscape Architecture', Architizers A+Awards i kategorien 'Public Park and Green Space' samt København Kommunes Bygningspræmiering

Seks haver med geografiske referencer

Beplantningen er sammensat af arter fra hele verden som en hilsen til de frø, der i sin tid ankom med skibe til Københavns Havn. Operaparken er således inddelt i seks haver med geografiske referencer.

Mellem haverne inviterer store plæner til ophold, og i hjertet af Operaparken ligger Væksthuset med café og direkte adgang til parkeringsanlægget via et beplantet atrium.

Foto: Jay Castor

Den danske egeskov

Den danske egeskovs klassiske skovtræer som eg, fyr, røn og fuglekirsebær danner, sammen med den nordamerikanske skov, bagtæppet i parken. Skovfyrren rejser sig bagest med sin smukke stamme, mens egetræerne danner et løvtag og skaber skovstemning. Rønnebærtræerne giver variation over året med blomstring i foråret og bærsætning i efteråret, mens fuglekirsebærrene er ’solister’ med smukke røde stammer og hvid forårsblomstring. Bunddækket, der er som en frodig skovbund, består af græsser, bregner, storkonvaller og lærkesporer.

Midt i den danske egeskov ligger den organisk formede åkandesø, hvor man kan finde ro til eftertanke.

Foto: Francisco Tirado

Den engelske have

Den engelske have danner med lav blomstrende beplantning parkens forgrund. Træerne i denne have består af kirsebærkornel, snepære, bærmispel og rødtjørn, som alle blomstrer i foråret. Rosenbuske, tamarisk og buskpotentil blomstrer i forskellige rosa nuancer, og i bunden findes græsser og stauder i rosa, blålilla og gulgrøn. De blomstrende stauder skaber et varierende og iøjnefaldende blomsterhav i sommersæsonen, mens løvehale, tidselkugle og stenurt står fint i vintersæsonen. 

Springvandet er fornemt placeret centralt i den engelske have mellem Væksthuset og Københavns Havn.

Foto: Lise Odegaard

Den nordamerikanske skov

Den nordamerikanske skov udgør med sin rolige og storslåede stemning Operaparkens bagscene. Store skulpturelle træer danner søjlehaller i det bakkede landskab med en grøn skovbund. 

Nåletræer som mammuttræ, kæmpetuja og douglasgran suppleres af ahorn, rødbladet spidsløn og hjortetak, der bader efterårshaven i stærke røde og gule farver. Som ’solist’ står tulipantræet med smukke krukkeformede blomsterstande i foråret og gulorange efterårsfarver.

I den nordamerikanske skov findes et spejlbassin, hvor regelmæssige vanddryp fra en mast sætter en rolig puls.

Foto: Lise Odegaard

Den nordiske skov

Vortebirk og skovfyr er de primære træer i den nordiske skov. De står i store grupper, så birketræernes hvide stammer lyser op mellem skovfyrrens slanke røde stammer.

I underskoven er bælter af bjergfyr, mens hvidtjørnen står som ’solist’ med sin krogede struktur, hvide forårsblomstring og røde efterårsbær. Skovbunden består af tæpper af staudegræsser med forskellige højder og farvenuancer.

Foto: Lise Odegaard

Den orientalske have 

I den orientalske have står skulpturelle nåletræer som penselfyr, tempeltræ og ceder, mens vingevalnød og sophora bidrager til den orientalske stemning med deres smukke grenstruktur.

Mest karakteristisk for denne have er forårets lyserøde blomsterflor fra de forskellige arter af kirsebærtræer ved stien over til Operaens hovedindgang. ’Solisten’ i den orientalske skov er cedertræet, der er kendetegnet ved blågrønne nåle og let hængende grene. Bunddækket består af forskellige typer stedsegrøn vedbend samt blomstrende stauder og buske.

Foto: Francisco Tirado

Middelhavshaven

I Væksthuset findes planter og træer, som vi kender fra middelhavsområdet, eksempelvis citrustræer, olietræer, johannesbrødplante og clivia. Middelhavshaven breder sig fra parkeringsanlæggets nederste plan via hængende haver op og videre ud i Væksthuset.

Hovedrollen spilles her af det ni meter høje figentræ, der strækker sig hele vejen fra P2 og op gennem atriet som et organisk ’centrepiece’.

Der er adgang til Væksthuset i caféens åbningstid.

Et bæredygtigt og økonomisk kredsløb

Operaparkens mange plantearter bidrager til høj biodiversitet og sikrer, at parken kan fungere som habitat for en mangfoldighed af fugle og insekter. 

Såvel parken som den underjordiske parkering udgør et bæredygtigt og økonomisk kredsløb. Regnvand genanvendes eksempelvis til vanding af planter, mens indtægterne fra parkeringen er med til at finansiere parkens drift og vedligehold. Derudover sikrer solceller på Operaens tag klimaneutral strømforsyning til parkeringsanlæg, park og væksthus.

 

Besøg Operaparken

Operaparkfondens bestyrelse

Jesper Rasmussen (formand)

  • Fødselsår: 1952
  • Medlemsperiode: Jesper Rasmussen indtrådte i bestyrelsen den 28. maj 2020 og er på valg i 2024
  • Særlige kompetencer: Erhvervs- og entrepriseledelse
  • Øvrige ledelseshverv: Jesper Rasmussen er bestyrelsesformand i Junkbusters Group ApS, Skou Gruppen A/S, Enco A/S – El Entreprise, MD Holding København ApS, Odense Letbane P/S, SG Totalentreprise A/S, Ingholt Consult ApS, Byens Byggerådgivning A/S og Groundplug ApS. Han er desuden bestyrelsesmedlem i Ejendomsaktieselskabet af 1. maj 2015 og direktør i såvel Sankt Peder Consulting ApS som Ejendomsaktieselskabet af 1. maj 2015
  • Udpeget af: A.P. Møller Fonden
  • Uafhængighed: Ja

Lars-Erik Brenøe

  • Fødselsår: 1961
  • Medlemsperiode: Lars-Erik Brenøe indtrådte i bestyrelsen den 20. april 2023 og er på valg i 2027
  • Særlige kompetencer: Fonds- og erhvervsledelse samt jura
  • Øvrige ledelseshverv: Lars-Erik Brenøe er bestyrelsesformand i Ejerforeningen 21-5 DK3 P/S og bestyrelsesmedlem i Monjasa Holding A/S, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond, A.P. Møller Holding A/S og Odense Havn A/S
  • Udpeget af: A.P. Møller Fonden
  • Uafhængighed: Nej

Birgitte Schou

  • Fødselsår: 1967
  • Medlemsperiode: Birgitte Schou indtrådte i bestyrelsen den 28. maj 2020 og er på valg i 2024
  • Særlige kompetencer: Fonds- og erhvervsledelse samt økonomi
  • Øvrige ledelseshverv: Birgitte Schou er bestyrelsesmedlem i A.P. Møller Maritime ApS, DISfonden og Maersk Product Tankers A/S
  • Udpeget af: A.P. Møller Fonden
  • Uafhængighed: Nej

Henrik Sten Petersen

  • Fødselsår: 1971
  • Medlemsperiode: Henrik Sten Petersen indtrådte i bestyrelsen den 28. maj 2020 og er på valg i 2024
  • Særlige kompetencer: Planlægning, salg- og driftsoptimering samt ledelse af kulturinstitutioner
  • Øvrige ledelseshverv: Henrik Sten Petersen er direktør i Tordensky Invest ApS og Tournesol Solar ApS
  • Udpeget af: Det Kongelige Teater og Kapel
  • Uafhængighed: Ja

Jon David Pape

  • Fødselsår: 1953
  • Medlemsperiode: Jon David Pape indtrådte i bestyrelsen den 31. december 2020 og er på valg i 2024
  • Særlige kompetencer: Landskabsarkitektur, offentlig ledelse samt park- og byrumsdrift
  • Øvrige ledelseshverv: Jon David Pape er formand for Park- og Naturforvalterne og Erhvervsejerforeningen Borgbygård (Kastrup)
  • Udpeget af: Københavns Kommune
  • Uafhængighed: Ja

.....

 

Operaparken er opført af Operaparkfonden ved en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

 

Læs mere om A.P. Møller Fonden